Om mig

Om at være kvinde i slut30erne i dagens Danmark, med den lille krølle, at det tilsynelande ikke skal være let at producere et barn. Lidt tanker på vejen, inden vi giver helt op og anskaffer os en hundehvalp. Eller to.

tirsdag den 27. december 2005

Vi?

Hvis vi nu skulle være så heldige at blive gravide... næ hov! JEG bliver gravid, han gør ikke. Jeg har aldrig fattet det dér VI er gravide. Forklar lige hvordan det bliver til VI. Ja, vi er to om at lave en bebs, men det er kun én der er gravid, kun én der buler uforholdsmæssigt meget ud hen over en periode på ca. 40 uger. Kun én der får fornøjelsen af at presse noget ud på størrelse med en melon, et sted hvor intet større end en agurk er behageligt. Jeg sætter stor pris på sympatien og indlevelsen i processen, men VI bliver aldrig gravide. JEG gør forhåbentlig.

søndag den 25. december 2005

Hvor længe er længe?

Vi har arbejdet på bebs-produktionen i snart fire år. Vi har taget det stille og roligt, uden at måle temperaturer og komme drønende hjem fra arbejde for at ligge med fødderne oppe i tyve minutter efter veludført akt. Det er vistnok mest kvinder der kan udføre den øvelse med held. Vi har ikke ladet os styre af kalenderen, for som så mange siger: det kommer nok.

Da jeg smed p-pillerne væk for små fire år siden, har jeg hver måned holdt vejret og håbet. Håbet på at det nok skete denne gang. Et par gange er de indledende celledelinger gået igang. En forsinkelse og positiv test, og vilde tanker om glæde og bekymring. Men blot for en kort stund, for det blev aldrig til ret meget mere. Det kommer nok.

Indtil videre er det så ikke kommet endnu. Bebser altså. Så nu har vi hanket op i os selv og startet hele møllen. Indtil videre er vi ikke totalt afskrækket, blot halvt drænet for blod med alle de blodprøver der skal tages.

torsdag den 22. december 2005

Vi kunne også bare...

Hvis det nu slet ikke lykkes med det dér bebs-fremstilling, så er der jo også positive aspekter i det.

Allerstørst er nok alle de "hvad-sagde-jeg" blikke og kommentarer fra venner og familie vi vil undgå. De har jo i årevis hørt os sige, at det dér med børn ville vi overlade til andre (mere kompetente) personer.

Der er heller ingen grund til at få panikanfald ved tanken om, hvordan man forklarer en lille pode om alle livets store og små spørgsmål, som man knap nok selv har styr på. Og hvad med alle de ting man er vokset op med, som man har lovet sig selv aldrig at gentage overfor eget afkom? Og tænk sig, hvis ungen ikke kan lide én? Når man først har fået én, er det jo helt for sent aat få den byttet med en mere elskelig model!

Pladsen ville heller ikke være trang. Ekstraværelset ville fortsat kunne fungere som ekstraværelse og rode med skattepapirer og kontoudtog, gamle cupido og andre historier for voksne. Som det er nu, skal de skal max lægges et andet sted hen et par gange årligt, nogenlunde sammenfaldende med de gange svigermor kommer og overnatter.

Åh ja, når vi er ved natten, så er det naturligvis den menneskeret at sove uafbrudt hele natten. Jeg har hørt om forældrepar rundt omkring, der vistnok har byttet nattesøvnen ud med den lille pode. Ufrivilligt, naturligvis, og jeg tror ikke helt at de blev advaret om risikoen forinden.

Det er lige før vi bare kunne få en hundehvalp eller to. Not.

onsdag den 21. december 2005

Skruk

Jeg har altid været én af dem der gemte mig i det fjerneste hjørne af rummet, når der var babyer i nærheden. De små, skrøbelige væsener, der tilsyneladende hyler bare jeg kigger på dem, er ikke videre tiltalende.

Alligevel er der et eller andet der har slået klik i min hjerne, for nu vil jeg have en selv. Tanken om at blande det bedste af mig og manden i mit liv i et nyt væsen, er blevet mere fristende end frygten for alt det der kan gå galt. Ud over at bebsen ville risikere at få det værste af os begge, er faren overhængende for at ende som inkompetent mor, der er bange for sit spædbarn.

Jeg forstår det ikke, for jeg er stadig den der gemmer mig i det fjerneste hjørne når jer vejrer spædbørn i luften.

tirsdag den 20. december 2005

Ironisk

Nå, ja. Når jeg ser på det med lidt glimt i øjet, så der det da lidt ironisk, at jeg igennem årene rigtig mange gange har bedt til de højere magter om, at min menstruation snart måtte komme. Som teenager i 80'erne var p-pillen med mig fra min sexuelle debut i 16-års alderen. Det skete næsten helt automatisk, da jeg præsenterede min mor for min første kæreste. Allerede ugen efter havde hun aftalt en tid hos gynækologen for mig. Og selvom kærester kom og gik, så var p-pillen min trofaste følgesvend, sammen med pastefarvede støvler, plastik øreringe og skulderpuder. Nåja, støvlerne skiftede farve, øreringene blev til sølv og skulderpuderne blev lykkeligt glemt.

Og når pillen først blev slugt dagen efter, fordi jeg havde glemt at børste tænder natten før, eller fordi det liiiiige smuttede med hukommelsen, ja, så var det at pakken blev nærlæst. Og bønnerne indledt.

Faktum er, at menstruationerne altid kom. Om det var fordi højere magter var indblandet, skal jeg ikke kunne bekræfte. De samme højere magter har tilsyneladende ladet mig i stikken nu. For uanset hvor ofte jeg beder til dem for tiden, så kommer min menstruation fortsat regelmæssigt. Måske det ikke er tydeligt nok, men jeg beder altså om at den IKKE kommer. Et eller andet sted kan jeg ikke lade være med at tænke over, om 14 års p-pillebrug var penge ud af vinduet?