Om mig

Om at være kvinde i slut30erne i dagens Danmark, med den lille krølle, at det tilsynelande ikke skal være let at producere et barn. Lidt tanker på vejen, inden vi giver helt op og anskaffer os en hundehvalp. Eller to.

onsdag den 31. maj 2006

Tavshed er guld

Jeg er jo ikke den eneste kvinde på jorden, der måned efter måned frustreret må købe ny forsyning af bind og tamponer. Jeg er dog så optimistisk at jeg nægter at købe stort ind, selvom der er tilbud på fire pakker med vinger. Til gengæld køber jeg stort ind når det drejer sig om graviditetstests. Hvorfor nøjes med én, når man kan få en pakke med tre? Nuvel, pakken bliver mere og mere støvet.

Som sagt, så er jeg ikke den eneste kvinde der har det sådan. Og et råd der gentages i øst, vest, mit supermarked og hos lægen er altid: "prøv at lade være med at tænke så meget over det!" Javel ja. Jeg prøver. Bloggen har holdt pause mens jeg har prøvet. Men det falder mig alligevel en anelse svært.

Javist, vi har sex for fornøjelsens skyld. Men det er altså ikke mig der rejser mig op umiddelbart efter for at hente lidt at drikke. Næ, for selvom jeg prøver ikke at tænke over det, ja så skal jeg altså lige ligge lidt og vente på at tingene bedre falder til, hvis du forstår. Og hvad sker der lige med alle de højgravide maver uanset hvor jeg færdes? Må man være her!

Så jeg prøver at blive ved med at lade være med at tænke over det. Lidt svært når mit biologiske ur tikker så forbandet højlydt. Tik tak. Tik tak. Og tillykke med fødselsdagen til mig.