Om mig

Om at være kvinde i slut30erne i dagens Danmark, med den lille krølle, at det tilsynelande ikke skal være let at producere et barn. Lidt tanker på vejen, inden vi giver helt op og anskaffer os en hundehvalp. Eller to.

fredag den 20. januar 2006

Jeg vil ha'!

Har siddet og trykket næsen flad mod ruden i snart flere timer i træk. Det er hvidt udenfor, og det vælter ned. Jeg kan ikke vente til i morgen. I morgen skal jeg pakkes ind i flyverdragten, de allervarmeste slidte vinterstøvler, de lune lodne luffer, gribe kælken og yngste skud på stammen, og spæne til nærmeste kælkebakke! Når vi har fået nok, er det hjemad til varm kakao og friskbagt chokoladekage. Eller nej, det skal jeg ikke. Jeg har ikke noget yngste skud, der kan slæbes med ud i kulden, og desværre heller ingen kælk. Pokkers, når man er i humør til kælkebakker og efterfølgende optøning ved choko-opskriften. Planen må være, at skule ondt til alle, der har alle ovenstående kriterier på plads. God plan. Det positive er, at det er så koldt, at det indbyder til at ligge meget tæt.

Ingen kommentarer: